2023-02-06 08:47Pressemeddelelse

Klaravik fortsætter væksten og får gazellepris

Esben Hyllested, CEO hos Klaravik.Esben Hyllested, CEO hos Klaravik.

Klaravik Netauktion er netop blevet kåret som en af Danmarks hurtigst voksende virksomheder og modtager Børsens gazellepris efter et år med stort hop på 20 % i omsætningen af deres onlineauktioner.

Der er gang i salget af brugte maskiner. Det kan man skrive under på hos Klaravik, som oplever en stigende interesse for at købe og sælge brugte maskiner og materiel på nettet. Omsætningen er, som gazelleprisen understreger, mere end fordoblet gennem de seneste fire regnskabsår, og virksomheden sidder i dag på en betragtelige andel af brugtmarkedet.

2021 blev det bedste år nogensinde for Klaravik. Virksomhedens biler er for alvor ved at være kendte rundt om i landet, og den kraftige vækst i omsætningen kommer i kølvandet på et år, hvor nethandel for alvor blev populært. Hos Klaravik mærker man tydeligt de ændrede måder at handle på, og faktisk mener virksomhedenn at kunne aflæse den stigende e-handel direkte i regnskabet. Mange virksomheder har nemlig set fidusen i at købe og sælge brugte maskiner på online-auktioner.

- Vi oplever en stigende tilgang af købere og sælgere, og i 2021 har vi formidlet salg af mere end 25.000 varer. Det bliver til mange glade sælgere i løbet af året, som bytter deres brugte materiel ud med rede penge, uden de behøver investere meget tid i at få det solgt. Køberne nyder godt af at kunne købe produkter direkte fra virksomhederne. De får hurtigt et overblik over, hvad der er sat på auktion, og de kan byde hjemme fra sofaen, fortæller Esben Hyllested, der er CEO i Klaravik.

Mange kender Klaravik for deres salg af mindre varer, som håndværktøj, værkstedsinventar og byggematerialer. Incitamentet til at sælge brugte varer på auktion er i høj grad for at styrke virksomhedernes grønne profil, og hos Klaravik ser man en stabil tilgang af denne gruppe af varer. Samtidig er der stigende interesse for at sælge lidt dyrere varer, som afspejles i en øget gennemsnitlig hammerslagspris. Esben Hyllested uddyber:

- Vi oplever en stigning i tilgangen af de lidt dyrere auktionsvarer, som fx traktorer, lastbiler og entreprenørmaskiner. Det er en ret ny tendens, der for alvor har taget fart fra 2020, og vi kan se på vores omsætningstal, at tendensen fortsætter.

Bæredygtighed del af strategien

Bæredygtighed er for alvor kommet på radaren hos flere virksomheder. De sætter strategiske mål for klimaaftryk og genanvendelse, der både sparer på ressourcerne og gavner miljøet. Og det er her Klaravik i mange tilfælde kommer ind i billedet:

- Køb og salg af brugt materiel har været i kraftig vækst de sidste par år, og jeg tror kun, vi har set begyndelsen. Med stigende krav til vores fælles klimamål er vi nødt til at gøre op med ’brug og smid væk’-kulturen og genanvende ting i langt højere grad end hidtil. Ting, der engang bare blev kasseret, repræsenterer i dag en værdi, og det gælder for både sælger og køber, slutter Esben Hyllested.

Forventningerne til det kommende regnskab er positive, for antallet af auktioner har allerede passeret sidste års tal, og hos Klaravik ser man positivt på det kommende regnskabsår.

Klaravik Danmark startede i 2016, som en franchise af svenske Klaravik. I august 2022 fusionerede Klaravik Danmark med moderselskabet og med TBAuctions, et holdingselskab for flere europæiske online auktionsplatforme. Målet er at indtage pladsen som den største auktionsplatform i Europa. 

Fakta:
  • Klaravik Danmark blev stiftet i 2016 af Kern Skovgaard Wandall og Esben Hyllested.
  • Virksomheden har hovedkontor i Tølløse.
  • I Støvring og Tølløse håndteres auktionsmateriel fra fx større sælgere. Hovedparten sælges direkte fra sælgers plads.
  • 23 lokale auktionsmæglere hjælper sælgere i hele Danmark med at få sat varer på auktion.
  • Ejes af TBAuctions efter en fusion med Klaravik Danmark og Klaravik Sverige i år.
  • Klaravik formidler online salg af maskiner, værktøj og erhvervskøretøjer på vegne af erhvervsdrivende, primært inden for bygge- og industrivirksomheder, landbrug og det offentlige.


Om Klaravik

Klaravik er markedspladsen for maskiner, værktøj og køretøjer. Vi giver virksomheder og private mulighed for at købe brugte maskiner, værktøj og køretøjer nemt, sikkert og til den rigtige pris. Vores mål er at levere vindere på alle niveauer. For vores sælgende kunder arbejder vi tæt sammen med lokal forankring for en ansvarlig forretning. For vores købere er vi markedspladsen, der aldrig stopper, altid med nye relevante auktioner. Og for samfundet er vores bæredygtige genbrug med til at gøre miljøet lidt gladere. Win-win-win, ganske enkelt. Klaravik Sverige & Danmark har omkring 200 ansatte, 400.000 registrerede bydere og tusindvis af nye genstande sættes på auktion hver uge. I 2022 var Klaraviks omsætning 3,5 milliarder SEK.


Kontaktpersoner

Esben Hyllested
CEO
Esben Hyllested